Keld Olsen

Hjemmeside / blog

Folkemusikfest 2012

Pressemeddelelse af folkemusikfest i Kyllingemoderen lørdag d. 11/8-2012 af Marianne Holo

Lørdag aften dannede Kyllingemoderen igen – traditionen tro – en dejlig ramme omkring en forrygende folkemusikfest.
Arrangørerne: “Folk og Fæ”, havde inviteret spillevenner med allerede om eftermiddagen. Der kunne høres lidt spil i naturen, noget der blandt spillemænd kaldes “buskspil”. Så spillede Rutskerkvartetten ½ time Kletzmer- musik. Der er tale om europæisk jødisk folkemusik, spillet af en lille lokal gruppe.
Maden blev nydt i den store sal. Mange havde benyttet sig af muligheden for at bestille hos Troels & Co i Christianshøjkroen.
Og så var der motion på programmet! Formand for foreningen og spillemandsgruppen Folk og Fæ, Kirsten Schiølart, bød velkommen. Herefter åbnede ballet med fælles-spil. Ca. 250 mennesker hhv. spillede, dansede eller bare hygge- lyttede i den historiske ramme, der har været vidne til mange gode fester igennem årene. Der deltog folk i alle aldre, og fra mange lande. Selv uerfarne kunne godt følge med, da der var lagt et godt og varieret program med relativt enkle danse, og med instruktion dertil. Der var flere spillemandsgrupper som deltog. De spillede både hver for sig, og sammen: Nøddeknækkerne – (en spillemandsgruppe fra Nødebo) – Folkemusiklaugets husorkester samt Folk og Fæ skiftedes til at underholde i løbet af aftenen.
På dansegulvet blev der svedt, pustet og grinet og alle havde en dejlig aften.